Bag om GymFamily

 

Forskning viser, at jo tidligere børn etablerer en sund og aktiv livsstil, jo lavere er risikoen for overvægt og følgesygdomme.

I gymnastikforeningerne tager vi imod børn stort set lige fra de er født. Vi har altså en unik mulighed for at bidrage til etableringen af sund og aktiv livsstil hos børn. Den mulighed skal vi udnytte og det gør GymDanmark nu med økonomisk støtte fra Nordea-fonden.

Har vi forældrene?

Vi ved, at familien har stor betydning for barnets livsstil. Jo sundere forældrene lever, jo større chance er der for at overføre de gode vaner til børnene. Omvendt bør vi ikke undervurdere muligheden for, at foreningsaktive børn kan bane vejen for at få trukket far eller mor op af sofaen og ind i gymnastiksalen. Børnene har vi, men har vi deres forældre?

Det sociale fastholder

Undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut viser, at idræt i foreningslivet har en højere grad af fastholdelse end idræt i de kommercielle fitnesscentre, blandt andet fordi foreningslivet har en social dimension. At træne sammen med nogen, som du holder af motiverer til at blive ved med at møde op til træning.

Gymnastik er i den sammenhæng en idrætsgren, der rummer mange muligheder for at tilrettelægge træning, så både forældre og børn får noget ud af at træne sammen. Det vil projektet give flere forskellige konkrete bud på.

Plads til alle

Projektets mål er, at lokale gymnastikforeninger sætter GymFamily aktiviteter i gang og i den forbindelse også får tiltrukket familier, hvor enten barn, forældre eller begge parter ikke har været motionsaktive over en årrække.

Vi ved, at det ikke bliver en let opgave og GymDanmark’s udviklingskonsulenter står derfor klar med rådgivning, inspiration og konkrete værktøjer.

GymFamily er støttet af Nordea-fonden LOGO

 

Se hvordan I kommer igang med GymFamily her

 

 

Få nyhederne direkte
Tilmeld dig GymNYT - Vi holder dig opdateret ugentligt